Energinet havde modtaget i alt 1323 ansøgninger om tilskud til nye solcelleanlæg, da den særlige støttepulje lukkede den 31. oktober 2015 ved midnat.
Dette svarer til en samlet kapacitet på ca. 6,3 MW. Dermed er puljen, som var fyldt med i alt ca. 41 MW, langt fra udtømt.
Ifølge Energinet skyldes den mindre interesse, at der kun er gået et halvt år, siden den sidste pulje lukkede. Derfor har der været knapt så mange, som har ventet på muligheden for at få støtte. Derimod var der opbygget en forventning gennem flere år, da forårets pulje åbnede.
Energinet.dk er nu i gang med at behandle ansøgningerne. De sender direkte besked til ansøgerne, når sagen er færdigbehandlet. For nogle ansøgere kan der altså godt gå næsten to måneder, inden Energinet er klar med et svar.
Alle sager skal dog være færdigbehandlet inden nytår og alle, der opfylder kriterierne og har indsendt inden deadline udløb, vil få en del i puljen.
Også i 2016 skal Energinet åbne en 20 MW-pulje, hvor private husejere, solcellelav, boligforeninger og lejerboliger kan søge om at få del i tilskuddet.
De resterende MW fra puljen i 2015 vil blive overført til puljen i 2016, der således vil blive forhøjet med i alt ca. 34 MW til i alt 54 MW fordelt på de fire underpuljer: private husejere, solcellelav, boligforeninger og lejerboliger. Læs mere om de forskellige støttesatser i linket nedenfor.
Link: Energinet's pressemeddelelse
Link: Energistyrelsens oversigt over de forskellige støttesatser (2013 - 2016)